Theilade ON TOUR 2007

Torsdag gik det igen retur til Danmark og efter at være blevet hentet i Hamburg af vores altid køre-glade Morfar, blev vi modtaget af familie og naboer med flag og blomster fra venner og familie.

Det har været næsten 2 måneder med rigtig mange oplevelser, så hvis kontoen en skønne dag skulle flyder over - vi har købt en lykkeamulet som bringer "Good Healt and Money" - så kan vi da ikke udelukke at vi stikker af igen. Nu ved vi i hvertefald hvor vi gerne vil hen igen og hvad vi gerne vil se.

1000 TAK til alle for jeres søde mails, til dig som hentede og bragte os, til jer som tømte postkassen, passede blomsterne, slog vores græsplæne og vaskede bilen og sørgede for at der ikke var nogen som rendte med vores efterladte værdier. Det var altsammen rigtig skønt.

Gustav, Emma, Claus og Susan

Så nåede vi Bangkok igen, og gensynsglæden var stor. Vi synes godt om Bangkok kan vi godt afsløre.

Men nu kunne vi ikke længere udsætte de små-indkøb som efterhånden havde hobet sig op på vores "Det ordner vi i Bangkok-liste". Så vi drog på ny ud i virvarret af andre handlende og hvor vi syd på ø-hoppede, så blev det her til varehus-hoppede vi 2 dage i træk. Listen blev reduceret væsentlig.

Derfor besluttede vi os også for at vi ville tage en sidste afstikker og ligesom slutte turen af med en lille turist-attraktion. Så vi bookede et par dage i byen Kanchanaburi 2 timers kørsel derfra.

Vi ville gerne se et omtalt Tiger Tempel hvor vi kunne få lov til at se fritgående tigre og evt. hvis modet var med os få lov til at røre dem. Samtidig var vi også nød til at blive lidt historiske og se Broen over River Kwai og den tilhørende jernbane, museer og kirkegårde som hører til den historie. Endelig skulle vi den sidste dag også besøge Erawan vandfaldet som ligger i en nationalpark i nærheden. Det lød som lidt god afveksling fra air-conditioned varehuse.

Vi kørte tidlig morgen til Kanchanaburi med taxi og blev derefter sejlet ud til vores lille flod-hotel. Det lå rigtig skønt, og med floden 1 meter under vores altan kan man vist ikke komme tættere på uden at få våde fødder. Og udsigten over bjergene var heller ikke til at klage over.

Vi skulle først ud at se River Kwai War Memorial Museeum. Selve stedet fik Aros til at ligne Grand Palace, men historien om de mange mennesker som døede og de som kun lige overlevede opførelsen af "Dødens jernbane" var temmelig barsk. Derefter gik turen til en af de mange kirkegårde som ligger i området. Og sidst turen ud til selv broen. Vi blev nok noget skuffede, og er nok nød til at lave en videoaften og se om det virkelig kan passe at den ikke var større, men det mindede lidt om historien med Budda figuren i Grand Palace. Men vi gik en tur ud på broen for at se hvorlede konstruktionen nu var - nu vi nu var der, for vi havde 20 minutter tilbage før vores pick-up.

De kunne måske godt lige have sagt at der rent faktisk kører tog på den, for midt i det hele kom der et tog kørende mens vi befandt os ude midt på skinnerne. Det kørte heldigvis ikke ret stærkt, og der var da også mulighed for at kravle ud på nogle plateauer ude i siden af broen. Men måske et lille skilt kunne vi da godt anbefale...

Efter det gik turen til Tiger Temple. Stedet drives af en flok munke som passer tigerne. Samtidig er der en lang række andre dyr på stedet.
Vi kom ned til de her store dyr som vel at mærke var lænkede, og fik hver lov til at klappe tigerne og få taget billeder til albummet. Det er virkelig et stort dyr, og lænken var meget betryggende når man overlader sine små poder til at gå alene ind til dem, kun guided af personalet på stedet. Der var også en dejlig lille tigerunge, som desværre var i bur. Det er svært at stå for sådan en lille én og heldigvis for os forældre fandtes der her ingen adoptionsmuligheder. Det kunne jo have udmøntet sig i en hel zoologisk have hvis vi skulle adoptere ét af hvert dyr vi har mødt.

Vi fik lov til at stå ovre bag et træ mens de guidede tigrene retur til deres bure, og bagefter var der fodring af stedets andre dyr, vandbøfler, geder, vildsvin og påfugle og heste. Gustav og Emma fik sig også lige en ridetur på en vandbøffel.

Næste dag gik turen op til Erawan vandfaldet. Et vandfald i 7 plateauer, som man kan gå de godt 1700 meter op til. Vi nåede niveau 5 (1020 meter), hvor vi badede "lidt". Det skyldes mest at fiskene kom hen og nippede i vores efterhånden ret sol-udtørrede hud for at spise døde hudceller. Ret ulækkert fornemmelse og vane...

Men smukt var der og vandet var helt grønt af spejlingen fra træer og himlen.

Derfra gik turen den sidste strækning ud til "Dødens jernbane". Det var den del af jernbanen hvor man kører ude på en klippevæg, på de her halvgamle skinner som knager og brager og hvor hver en svelle er nummereret med et tal for hver person som måtte lade livet under opførelsen.

Derefter tilbage til Bangkok for at ordne afsluttende fase af "Det ordner vi i Bangkok-listen".

Efter Koh Lanta havde vi valgt at hoppe opad mod Phi Phi oerne. De er nok mest kendt for at vaere der hvor en eller anden kendt Leonardo Di Caprio-film - The Beach er optaget, saa der maatte vi jo ogsaa hen.

Det var et rigtig hyggeligt sted vi havde faaet lejet os ind paa, med en lille pool og udsigt ud over stranden. Selve byen vi boede i var fyldt med sma hyggelige boder og restauranter og et liv uden lige om aftenen. Lige hvad vi traengte til efter det stille liv paa Koh Lanta.

Saa dagene gik med at slikke sol ved poolen og paa stranden og saa ud i de hyggelige gader, for at slutte af med reaggae-musik og ildshows paa stranden om aftenen. Boernene moedt et par svenske boern og Gustav inviterede til Gameboy spil inde under hans haandklaede mens Emma og pigen Alma lavede vandstunts i poolen. Vi laa bare og arbejdede paa kuloeren.

Sidste dag tog vi paa en sejltur ud til foernaevnte strand Maya Beach og det maa da ogsaa siges at vaere et ret hyggeligt sted og ret flot strand, men altsaa ingen spor af Leonardo...

Derefter havde vi sat maalet mod Ao Nang ud fra Krabis oestkyst. Stedet skulle have nogle ret gode strande.

Da vi ankom begyndte det saa smaat at blive daarligere vejr og siden er det faktisk tiltaget gradvist med stoerre og laengere regnskyl. Vi maa konstatere at vaere ramt af monsunen...

Men vi sejlede en smut til Railey Beach og noed stranden, men derimod ikke sejlturen retur hvor regnene kom faretruende naermere mens vi sejlede i vores longtail boat - en traebaad med et kaempe piskeris til motor. Ikke just det fedeste naar der er soegang. Men vi kom sikkert i land - og saa kom regnen. Hernende regner det ikke som i danmark - det bliver helt taaget og saa aabner sluserne altsaa. Det gode er dog at varmen stadig er her. Og at der var masse af internet caféer med cappucino til de voksne og www.gratisspil.dk og kager til ungerne.

I forgaars kom vi saa endelig til Koh Yao. Det her havde vi glaedet os til, for det skulle vaere et rigtig hyggeligt sted og vi skulle endelig have vores straa-hytte paa stranden.

Turen herover skulle foregaa med en kaempe traebaad med et endnu stoerre piskeris, saa vi haabede paa rigtig godt vejr. Da vi ankom til kajen af Thalen Bay hvorfra vi skulle sejle, var der kl. 10 tirsdag morgen bryllups-reception for et ungt thailandsk par. Vi nuppede et par billeder af cirkusset og oenskede paent tillykke og luskede mellem gaesterne hen til kajen.

Her blev vi moedt af 4 levende geder i plastikposer - lukket godt til ved halsen saa de ikke kunne stikke af. Samtidig var de ved at laste baaden, 3 vitrineskabe, nogle og 40 lokale som sullle hjem til Koh Yao eller paa besoeg hos familie, 3 knallerter og saa os fire - og oeverst oppe blev de 4 geder saa placeret oven paa taget af baaden. Det er nok vores til dato mest morsomme oplevelse. Vi kroeb sammen nede i bunden af baaden og sejlede af sted med et smil paa laeberne.

Lige inden vi naede faergelejet paa Koh Yao begyndte det at regne igen. Det var der ogsaa en loesning paa. En stor presenning blev trukket ud over geder, folk og knallerter og saa goer vi ikke mere ud af det. Men vi var godt vaade da vi ankom, kan vi sige.

Derfra med Tuk Tuk til der hvor vi skulle vaere. Og det er saadan lidt med en maerkelig fornemmelse i maven at man kommer til et nyt sted. Er det godt? Er det skidt? Vi koerte ned af en lille sti og Claus var ude at holde grenene vaek saa Tuk Tuken ikke blev skrammet og spaendingen tiltog.

Men det der ventede os var et rigtig hyggeligt sted og helt klar anbefalelses vaerdigt - et lille resort med knap 20 hytter og Spa og en lille pool. Og heldigvis for boernene, 2 andre danske familier med boern, saa vi har hygget os alle sammen.

Tjek lige morgen-udsigten...

Eneste minus - det har regnet i 80% af tiden, men det tager vi jo ikke billeder af...

Paa anden dagen maatte vi have al vores bagage til toerre, da der var hul i taget og vores rygsaekke havde suget al vandet. Mindre god stemning. Men nu er al bagagen heldigvis toer, alt er klamt og fugtigt rundt omkring, men det hele kan jo ikke vaere lutter lagkage i 2 maaneder, saa nu rejser vi i morgen vidre til Krabi og derfra retur til Bangkok.

Men Koh Yao Island Resort er helt klart et perfekt sted til en ferie - hvis I har nogle uger til gode.
Tip: Bedst at besoege uden for regntiden...

Uden ret megen guide-hjaelp til hvordan vejen til Koh Lanta skulle foregaa, begav vi os om morgenen afsted med speedbaaden retur til Kota Besut. Derfra foregik rejsen til graensen med taxi til Sangai Kolok. Der blev vi sat af med al vores habengut og gik den lille kilometer over graensen og op til en lille busstation. Herfra 3 timer med minibus til Had Yai for der at fange den lokale bus til Trang i flyvende fart. Endnu 3 timer skulle tilbagelaegges. Men i modsaetning til Aarhus Sporveje kommer der ved nogle af stoppene lokale frugtsaelgere ombord og servere i bussen. Det kunne man maaske taenke over... Yderligere var bussen dekoreret med smaa kunstige buketter og et overdoevende anlaeg. Det kan man maaske godt undvaere...

Endelig naaede vi Trang sidst paa eftermiddagen og kunne faa benene strukket ud og finde ud af naeste traek. Turen til Koh Lanta. Det lod sig heldigvis goere lidt nemmere, eftersom de saelger billetter til alt alle steder.

Naeste morgen gik vi en lille tur i byen og der loeb vi ind i Crazy Frog. Eller i hverte fald en som ligner...

Nu skule vi saa endelig til Koh Lanta i Thailand. Vores forventninger til vores oe-hopperi var store og derfor blev vi nok ogsaa lidt slaaet af pinden over oen.

Det er en af de stoerre oer. Men maaske det skyldes at saesonen er ved at gaa paa haeld eller maaske fordi vi kom, var der bare doedt overalt. Selve oen er et af de steder hvor mange turister kommer, men hvorfor spoerger vi os selv om. Vi syntes at stedet var forfaldent og beskidt overalt.

Vi havde faet os bosat i den sydlige del af oen. Vi fik et venligt tip af ham som vi koebte billetten til faergen, og som fortalte at oen var overbooket og derfor scorede gevinsten ved at booke for os, hvilket viste sig at vaere det pure opspind. Naa, men det er nok ikke foerste gang vi er blevet snydt - denne gang fandt vi bare ud af det. Altsaa kom vi paa Lanta Ilmare Resort - som 4 ud af de oevrige 8 gaester.

Ikke desto mindre kunne vi konstatere at have poolen for os selv, og det soede personale som sprang ved mindste vink. Stranden var meget voldsom, men vi fik ogsaa af en lokal at vide at de var ved at lukke ned fordi at monsunen var lige om hjoernet. Saa det var med at nyde det. Saa det besluttede vi os for at goere.

Vi tog blandt andet ud paa en sejltur til Koh Muk, Koh Ngai, Koh Chieng og Koh Kradan. Vi skulle snorkle og svoemme gennem den beroemte Emerald Cave grotte, som skulle vaere noget helt specielt.

Hvad vi ikke vidste var at svoemmeturen foregik ved hoejvande, det vil sige at der var ca. 1 meter til grottens loft og at der var 80 meters svoemmetur i kulmoerke. Med et godt tag i boernenes svoemmeveste gik turen derindad og med en sigtbarhed paa 1 meter, betoed det at man var noed til at svoemme lige i foedderne af hinanden. Lad os bare sige at det var godt at vi ikke kendte alt dette inden vi begav os afsted.

Inde i grotten var der tilgengaeld flot. Det ligner en udhulet vulkan og inde i grotten kunne vi laese at det var her piraterne i sin tid gemte deres guld og andre tilranede ting, saa det passede jo fint til det univers som Gustav befinder sig i lige nu.

Vi udkaempede et par piratkampe og begav os den anden vej ud af hulen forfulgt af en muslimsk skoleklasse som svoemmede i deres fulddragter og skreg og hvinede inde i grotten. Turen ud var mindre frygtsom nu da vi kendte distancen.

Den sidste aften skulle vi igen bevaege os i moerke ud i det ukendte. Vi havde faeet et tip om en restaurant Ottos Bar som vi absolut skulle proeve. Dejligt sted - uden tvivl, hvis ikke det lige var fordi at al stoem paa oen var gaaet og vi derfor famlede os gennem moerket og skraevede over en stor Rotteweiler som laa og sov paa gulvet. Da vi satte sidste mundfuld til livs, kom lyset igen. Og nu kunne vi se at vi befandt os i strandkanten og at stedet nok ogsaa maatte konstateres at vaere det hyggeligste vi havde set paa Koh Lanta indtil nu...

Saa kom vi endelig ud til kysten igen. Og det var tiltraengt. Efter at have tilbragt den tidlige morgen i Kuala Besut - et lille snusket fiskerleje paa oestkysten af Malaysia - sejlede vi endelig ud til Perhentian Besar (den stoerste af de 2 oer) for at slappe af de naeste 5 dage.

Sejlturen fra det lille fiskerleje foregik i speedbaad og selvom boelgerne gik hoejt blev der ikke loesnet paa speederen. Efter en noget bumper tur - tilsat Gustavs hiksende latter, ankom vi til oen. Vejret var lidt ustadigt og smilet derfor lidt usikkert paa laeben, men vores sol skulle nok komme lovede de.

Vi fik vores lille hytte med Jungleview - det vil sige dem som laa laengst vaek fra stranden - som var 40 meter borte fra vandkanten. Mon ikke vi kunne komme over det...

Stedet vrimlede med folk, baade boern og voksne overalt, saa Gustav og Emma fik hurtigt etableret lidt kontakter til baade nogle danske boern Mille og Frederik og ogsaa et par svenske drenge Edvind og Sixten kom hurtigt med i klubben.

Desvaerre var der ret mange brandmaend, saa lysten til det ellers koralblaa vand var lidt afdaempet efter et par naerkampe med de slatne baester. Dog kunne det og varmen ikke helt holde os ude og det aftog dog ogsaa efter et par dage.

Vi havde nu endelig ramt dagen for Gustavs rigtige foedseldag d. 15. april, saa det blev fejret med medbragte foedselsdagsflag og lys til at futte hele resortet af med. Men det var dejligt med danske flag og foedselsdagssang og naturligvis gaverne.

Tusind tak til alle for de fine ting og rekvisitter til at fejre ham med.

Stedet er perfekt for snokling og Emma har efterhaanden faaet rigtig godt styr paa det, saa vi bookede en snorkletur ud til Sharkspoint, et koralrev og sidst vores store haab Turtlepoint. Maaske vi alligevel skulle faa lidt padder at se?

Det foerste sted var der saa meget stroem at vi slet ikke kunne holde os i naerheden af baaden, saa vi bad om at komme hen til lidt mere stille vand. Og her fik vi fisk i stimevis og i hele farvepalettens spektre. Utrolig flot. Derefter blev vi sejlet ud mellem de 2 oer og midt i det hele "graessede" turtlerne nede paa sandbunden 3 meter under os. Fantastisk at se dem.

Eftermiddagen gik med at dase den paa luftmasserne i vandkanten og med at fodre fisk med broed. Emma laa med broed i haanden og fodrede dem, da en 30 cm stor fisk pludselig sprang 2 meter op af vandet og fik kilet sig fast i hendes fletning. Naturligvis skreg pigebarnet som en stukken gris og hurtigt fik vi fisken lempet ud af haaret. Resultatet var en noget chokeret familie og en flad luftmadras. Der skulle lige lidt tid til foer vi igen gik i vandet.

Men ellers gik dagene med ingenting. Og selv ingenting kan fylde meget. Og inden vi fik set os om skulle vi vidre. Vi fik sagt farvel til de soede mennesker som vi havde moedt og begav os ud paa endnu en af vores lidt uplanlagte ture op mod Thailand, men maalet var fastlagt - Trang skulle naes inden aften.

http://www.tunabay.com.my/